Fakta om lopper

Lopper er generende for både hunden og dens ejer. Lopperne lever i hundens pels og omgivelser. De lever af blod fra hunden, men bider også gerne de 2-benede, hvis ikke der er en 4-benet i nærheden.

Kløe
Loppernes bid er ofte årsag til en umiddelbar kløe hos hunden, som derfor bider, slikker eller kradser sig.

En del hunde er så uheldige at udvikle allergi over for lopperne og deres spyt. Disse dyr vil ofte udvikle mere voldsomme symptomer på et loppeangreb. Dette kan være hårtab, sår og hudbetændelse. Det er ekstra vigtigt at være omhyggelig med at behandle mod lopper, hvis hunden er allergisk.

Katte er meget flittige til at rengøre sig og kan derfor være svære at finde levende lopper på, men de er ofte smittekilde til hunde i samme husstand eller omgivelser.

Hold lopperne på afstand
Der er forskellige ting, du selv kan gøre for at nedsætte ”smittepresset” med lopper.

Grundig støvsugning og ”plombering” af støvsugerposen – f.eks. i en lukket plastikpose før den kasseres. Ved massive loppeangreb kan man overveje at få hjemmets gulvtæpper renset professionelt. Vask hundens tæpper og andre tæpper/linned, som dyret jævnligt har kontakt med. Tæpperne skal vaskes ved minimum 60 grader.

Vigtigst af alt er det dog at forebygge at få lopper inden for dørene, så lopperne slet ikke får mulighed for at formere sig.

Der findes flere forskellige præparater til forebyggelse af lopper på markedet, men der er forskel på deres virkningsmekanisme og effektivitet. Der er også nogle af præparaterne, som er giftige for katte samt præparater, hvor man skal være forsigtig med håndtering af hunden og ikke bør lade dette sove i sin eller børnenes senge umiddelbart efter behandlingen. Det er derfor en god idé at rådføre sig med sin dyrlæge, når det mest optimale præparat til forebyggelse til den enkelte hund skal vælges.