Værd at vide om lopper

1. Lopper lever af at suge blod fra det dyr de lever på, og loppebid klør mindst lige så meget som myggestik.

2. Loppen bider hunden første gang få minutter efter den er hoppet på hunden, og den bider mange gange i døgnet.

3. Hunloppen kan lægge 10-25 æg om dagen. De fleste æg falder af i f.eks. hundekurven og de andre steder hunden ligger og sover.

4. Æggene klækkes typisk efter 2-10 dage. Loppelarven lever i eller lige omkring hundekurven. Den lever af organisk materiale fra hunden som f.eks. hudskæl. De ret små loppelarver søger væk fra lys og gemmer sig utilgængelige steder som under tæpper, gulvbrædder, paneler og møbler

5. Efter ca. 2 uger forpupper larven sig og klækker til en voksen loppe på et, for loppen, gunstigt tidspunkt. Det kan være efter få dage, men den kan også vente måneder på det rette tidspunkt.

6. En voksen lopper kan leve op til en måned på hunden, og i den periode kan loppen nå at lægge mere end 700 æg.

7. En enkelt loppe kan indtage 10-15 gange dens egen legemes vægt i blod på ét døgn.

8. Lopper kan smitte hunde og katte med bændelorm. Hunden eller katten smittes, når den soignerer/klør sig og får spist en loppe.

9. Hunde- og kattelopper kan godt bide mennesker, men de kan ikke leve på mennesker.

10. Hvis man både har hund og kat, skal man være opmærksom på, at det jævnligt sker at katte smitter hunde med lopper, selvom kattene ikke har nogen symptomer på lopper. Derfor bør man forebygge lopper hos alle dyrene i husstanden.

11. Både hunde og katte kan blive allergiske overfor loppernes bid, og allergien kan være så slem, at den kræver behandling hos dyrlægen.