Symptomer på borrelia hos hunde

Symptomer på borrelia kan være mange of forskellige. Borrelia, hedder rigtigt, Borreliose, og skyldes en infektion med bakterien Borrelia burgdorferi, som overføres af flåter.

Borrelia-bakterien kan kun overføres fra én vært til en anden af flåter, bakterien kan ikke overleve frit i naturen.

Det formodes, at flåten skal suge blod i mindst en til to dage, før den kan overføre Borrelia-bakterien. Det vil sige, at jo hurtigere man fjerner en flåt, jo mindre er risikoen for infektion.

Hundens symptomer på borreliose

Der går ret lang tid fra, at hunden bliver inficeret med Borrelia-bakterien, til den eventuelt bliver syg. Der kan faktisk gå flere måneder, før hunden får symptomer og viser tegn på, at den er blevet syg.

Borreliose kan give mange forskellige symptomer, alt fra feber, ømme led og muskler, ekstrem træthed, hævede lymfekirtler nær flåtbiddet, og det kan også være årsag til lammelse i hundens hoved, og i det hele taget ændre hundens normale adfærd.

Nogle hunde får slemme og langvarige lammelser, mens andre ”bare” får akutte lammelser, der varer i et par dage. Desværre kan lammelserne vende tilbage igen.

Hvis infektionen ikke bliver behandlet, kan den også angribe centralnervesystemet og være årsag til såvel epileptiske anfald som hjerteproblemer.

En hund, der har symptomer på at være inficeret med Borrelia, kan virke nedtrykt og miste appetitten, og det kan yderligere være med til at forværre hundens generelle helbredstilstand.

Diagnosticering

Der er ikke en særlig test for borreliose, og det kan være svært at diagnosticere infektionen. Selvom en blodprøve for antistoffer mod Borrelia er forhøjet, så viser den ikke, om de symptomer, som hunden har her og nu, skyldes Borrelia.

Mange hunde har nemlig antistoffer mod bakterien. Derfor viser det bare, at hunden på et tidspunkt har været udsat for bakterien, og at hundens immunsystem har bekæmpet infektionen. Det er faktisk ret ofte, at hunde har antistoffer mod Borrelia.

Dyrlægen vurderer hunden og bruger sin kliniske erfaring til at afgøre, om hunden skal sættes i behandling for borreliose.

Behandling

Hvis hunden har symptomer, som kan skyldes borreliose, vil dyrlægen behandle den med antibiotika i flere uger.

Symptomerne går væk, når hunden får antibiotika, især hvis hunden starter på behandling tidligt i forløbet. Men desværre kan symptomerne på borreliose vende tilbage senere. Så må hunden behandles med antibiotika endnu en gang.

Nogle hunde er også inficeret med anaplasmose, og hvis det er tilfældet, kan det være, at dyrlægen forlænger den periode, hvori hunden skal have antibiotikabehandling.

 

I videoen ses en hund, der har smerter pga. borreliose.
(Video er bragt med tilladelse fra dyrlæge John Kjaer, Nybrovej Dyreklinik, Denmark)

 

symptomer på borrelia
Borrelia er en bakteriel infektion, som kan overføres til din hund af flåter.

 


Du kan minimere risikoen for, at din hund bliver inficeret med Borrelia og andre flåtoverførte sygdomme ved at beskytte den mod flåter. Tal med din dyrlæge om, hvilket produkt der passer bedst til din hund.

Læs mere flåtbårne sygdomme her: