Fjern flåten hurtigt – gå ikke i panik

Du behøver ikke at gå i panik, fordi du bliver bidt af en flåt, når du er på tur med din hund. Men fjern flåten hurtigst muligt. De færreste flåtbid er årsag til smitte med borrelia. Men det er vigtigt, at du fjerner flåten. Derefter ser du tiden an i 14 dage. Gå til lægen, hvis du får symptomer. Dette er budskabet i en video fra Region Midtjylland 

Som regel er flåtbid helt ufarlige, og i forhold til, hvor mange der bliver bidt af en flåt, så er det få, der bliver smittet med borrelia. Men opdager du en flåt på din krop, er det vigtigt at fjerne den med det samme.

– Flåten skal dog have siddet på huden i mindst 24 timer, før bakterien kan overføres. Og selv hvis en flåt har siddet på huden i mere end 24 timer, så er det ikke sikkert, at den har overført borrelia, siger Niels Guldager, som er praktiserende læge og lægelig konsulent i Region Midtjylland, som har lanceret en ny informationsvideo om flåter.

Hvis du går i naturen med din hund, er hans opfordring, at du altid kigger dig selv og dine børn godt efter for flåter, når I er kommet hjem igen. Det vigtigste er hurtigst muligt at fjerne flåtens bagkrop, for der kan smitten komme fra. Skulle flåtens munddele blive sidende, så sker der ikke noget ved det.

Det samme gælder hunde

Det gælder også for hunde, at flåten skal sidde længere end 24 timer, før den kan smitte med borrelia. Men hvor vi mennesker kun kan beskytte os selv ved fx at tage tøj på, der gør det besværligt for flåterne at komme ind til huden og suge blod, så er det lettere at beskytte hunde.

Der fås mange forskellige midler til dette, og du kan altid spørge din dyrlæge til råds, hvis du vil have hjælp til at vælge et produkt. Spørg din dyrlæge om. hvilke produkter der slår flåten ihjel, inden de 24 timer er gået, og som virker i flere måneder.

Læs om hunde og borrelia her.

Hold øje i 14 dage

Hvis du har overset en flåt, og du tror, at den har siddet på dig eller dit barn i mere end 24 timer, så skal du de næste 14 dage holde øje med:

  • udslæt, der vokser og ligner ringe
  • feber
  • ledsmerter
  • hovedpine

Hvis der ikke er andre forklaringer på disse smerter og symptomer, skal du kontakte din læge.

Se Region Midtjyllands informationsvideo øverst på siden.