Hvad er anaplasmose?

Anaplasmose hos hunde kan give mange forskellige symptomer.

Anaplasmose skyldes Anaplasma phagocytophila-bakterien, og det er en flåtoverført sygdom.

Det vil sige, at Anaplasma-bakterien ikke kan leve frit i naturen, den lever altid i en vært, og kan kun overføres fra én vært til en anden af flåter.

Man regner med, at flåter skal suge blod i mere end 24-48 timer for at kunne smitte med Anaplasma bakterien. Det vil sige, at jo hurtige man fjerner en flåt, jo mindre er risikoen for infektion.

Hundens symptomer på anaplasmose

Som regel viser symptomerne sig en til to uger efter flåtbiddet.

Nogle hunde får kun ubetydelige symptomer i starten, men ofte forårsager anaplasmose halthed, ledsmerter, lammelser, opkastninger, diarré, feber og sløvhed, og hunden mister appetitten. I sjældne tilfælde kan der også opstå neurologiske tegn, som fx kramper og nakkesmerter.

Anaplasma-bakterien kan påvirke de hvide blodlegemer og blodets evne til at koagulere – størkne. I sjældne tilfælde kan det også føre til blødninger i slimhinderne, f.eks. næseblod.

Det kan variere meget, hvor syg en hund bliver af en Anaplasma-infektion. Nogle hunde har ikke symptomer, mens andre bare får det dårligt i et par dage – og så er der de hunde, som bliver meget syge af infektionen.

Diagnosticering

Der er ikke en standardiseret procedure til diagnosticering af anaplasmose hos hunde. Men dyrlægen kan tage blodprøver for antistoffer mod Anaplasma.

Hvis blodprøven viser, at hunden har et forhøjet niveau af antistoffer, kan det blot være, fordi hunden har været udsat for smitte med bakterien, og at hundens immunsystem har bekæmpet den. Det viser ikke, om de nuværende symptomer skyldes Anaplasma.

Det ses faktisk ret ofte hos hunde, at de har positive test for antistoffer, selvom de ikke er syge. Dyrlægen bruger sin kliniske erfaring til at vurdere, om hunden skal behandles for anaplasmose.

Behandling

De fleste hunde responderer hurtigt på behandling med antibiotika. Nogle hunde har en samtidig infektion med Borrelia, og i de tilfælde kan hunden have brug for behandling i op til fire uger.

Du kan minimere risikoen for, at din hund bliver inficeret med Anaplasma og andre flåtoverførte sygdomme ved at beskytte den mod flåter. Tal med din dyrlæge om, hvilket produkt der passer bedst til din hund.

 

Anaplasmose hos hunde
Anaplasma-bakterien kan påvirke de hvide blodlegemer og blodets evne til at koagulere – størkne. I sjældne tilfælde kan det også føre til blødninger i slimhinderne, f.eks. næseblod.

Læs mere her: